Nyhed

Fjernvarme Fyn - Udfasning af kul

Siden 2019 har DN Odense deltaget i flere dialogmøder med Fjernvarme Fyn omkring Fynsværkets grønne omstilling. Vigtigste emner har været udfasning af kul og erstatning med varmepumper med havvand og hvordan dette evt. vil påvirke vandmiljøet og faunaen i Odense Fjord og Odense Å’s udløb.

DN Odense har igennem 2019 deltaget i dialogmøder med Fjernvarme Fyn (FvF) om Fynsværkets grønne omstilling i forbindelse med udfasningen af kul senest i 2025.  Anledningen var en henvendelse fra DN Odense til Odenses borgmester og FvF’s administrerende direktør med ønske om info og dialog om Fynsværkets grønne omstilling. I møderne har på DN’s side deltaget repræsentanter fra DN Odense og fra DN’s sekretariat i København. Sidstnævnte har dækket energi og klima, havmiljø og industrimiljø på skift efter dagsordenens indhold. Også Danmarks Sportsfiskerforbund har deltaget i møderne.

Vigtigste emne har været kullenes udfasning og erstatning med varmepumper med havvand som varmekilde. Det har i den forbindelse været et særligt vigtigt emne, hvordan cirkuleringen af havvand fra Odense Fjord vil påvirke vandmiljøet og faunaen - herunder havørrederne – i fjorden og i Odense Å’s udløb. FvF har til undersøgelse heraf bestilt rapporter fra 3 forskellige konsulentfirmaer, der samstemmende har konkluderet, at effekten af vandcirkulationen vil spænde fra ubetydelig over neutral til positiv.

Der udarbejdes herefter en samlet habitatvurdering, som fremsendes til Miljøstyrelsen, der som ansvarlig myndighed sender den ud i 8 ugers offentlig høring i løbet af foråret 2020. Her vil også DN skulle afgive høringssvar. Der er tale om den såkaldte VVM-undersøgelse i henhold til Miljøvurderingsloven. Samtlige høringssvar indgår i Miljøstyrelsens afgørelse af sagen.

Desuden er DN blevet orienteret om de øvrige energikilder i Fjernvarme Fyns planer: Varmelagring i stor vandtank, overskudsvarme fra odenseanske virksomheder (herunder Facebook), affaldsforbrænding og halmforbrænding.

Endelig ser FvF sig desværre nødsaget til at bygge nyt træflisværk på Fynsværket til erstatning for flisværket i Dalum, der nedlægges nu p.gr.a. boligbyggeri. Det henstår i det uvisse, hvor lang en levetid der er tale om. Argumenterne er, at FvF må sprede sine energikilder over en bred vifte af hensyn til forsyningssikkerheden samt at FvF kun benytter bæredygtigt træ. DN har på sin side vedholdende tilkendegivet sin modstand mod afbrænding af træflis, som dels ikke er CO2-neutralt dels hurtigt vil løbe ind i alvorlige prisstigninger og leveranceproblemer.