Det var istidens smeltende gletschere, der skabte det helt særlige og kuperede landskab, som siden har udviklet sig til et naturområde med skov og mose, flotte udsigter og sjældne sommerfugle.


Fredningen skal både bevare og forbedre Hesbjergkilens geologiske, landskabelige og biologiske værdier og samtidig sikre, at skoven, søerne, vandløbene og udsigtspunkterne bliver endnu mere tilgængelige for offentligheden. Der etableres nye stier i løbet af det kommende år.


DN’s fredningsleder Birgitte Bang Ingrisch siger: ”Med denne fredning får vi en garanti for, at områdets fantastiske natur beskyttes bedre og styrkes yderligere gennem en mere målrettet forvaltning. Det vil væreen stor gevinst for biodiversiteten og de mange sjældne og truede arter i området. Samtidig bliver muligheden for at opleve naturen og det enestående landskab styrket, når stisystemet bliver forbedret i den kommende tid.”


Fredningen betyder bl.a., at nogle arealer helt udgår af landbrugsdrift, at nåletræer begrænses, at
bebyggelse begrænses og at råstofgravning forhindres. Der tilkendes erstatning til fredningsområdets 42 lodsejere.

Klima- og miljørådmand i Odense Kommune Tim Vermund kalder det en ”milepæl for vores fælles indsats for at beskytte biodiversiteten, sikre levesteder for truede arter og bevare de landskaber, som både mennesker og natur har brug for.”


Inden for den næste årstid vil der blive etableret stisystem i det nu fredede område, som har sammenhæng med stisystem, som allerede findes i Hesbjerg skov (etableret af Den danske naturfond).