Naturpleje 2025
Kære naturpleje-venner2025 er ved at rinde ud og vi har ikke flere arrangementer i år.
Vi kan se tilbage på et år med god tilslutning og godt vejr på alle vores arrangementer - det er fedt - både Kratluskerengen og Dyred Banke er inde i en god gænge - ikke, at vi når alt, hvad vi kunne tænke os, men vi har nogle hyggelige dage med naturmotion, får passet de fineste dele af områderne - og ikke mindst har nogle dage i godt selskab.
De foregående år havde Odense Kommune haft en mand på til at slå en del af engen og rive ENORME mængder materiale, som vi så brugte meget af vores tid på at slæbe ud - pyha! I år sprang vi dette over, bl.a. for at se, om kommunens indsats gav resultat - det var ret begrænset. Til gengæld fik de fældet en del i periferien, som vi så brugte vores kræfter på at flytte ind i ellesumpen i foråret. Det var fint.
I 2025 var der særligt fokus på Dyred Banke, hvor kommunen gav os en håndsrækning - de havde en mand ude at "gøre noget ved" de store egestubbe og slåenområdet på toppen af bakken. Det hjalp, men det var ikke nok. Der kommer til at ske mere af den slags til næste år.
Jeg ser, på DN Odenses vegne, frem til 2026 med endnu flere gode dage i jeres selskab - til gavn for to af Odense Kommunes fineste naturperler.
leende hilser fra Lone Bjerre, DN Odense