DN Odense skød årets naturpleje i gang
Naturplejegruppen i DN Odense inviterede den 21. april til årets første naturplejearrangement på Kratluskerengen i Odense.For dem, der ikke kender området, ligger Kratluskerengen lidt gemt væk lige vest for Odins Bro. Det er en smuk, lysåben vådeng, som får sit vand fra ådalens opland. Området rummer en spændende flora med blandt andet planten seline, som er sjælden i Danmark og kun registreret på tre voksesteder på Fyn. Her findes også en fin bestand af orkidéen maj-gøgeurt samt arter som tvebo baldrian, bukkeblad, hjertegræs og djævelsbid. De to sidstnævnte er foderplanter for sommerfuglene græsrandøje og hedepletvinge. Særligt græsrandøje ville kunne have gode muligheder for at opretholde en lille bestand i området.
Netop derfor er det vigtigt at holde de cirka to hektar lysåbne, så de sjældne planter fortsat har gode vækstbetingelser. Området er truet af opvækst af rødelkrat og gamle rødelstød, som skyder og spreder sig i den sumpede jord. Derudover breder pil sig løbende i området.
Omkring 14 deltagere mødte op og blev kyndigt introduceret til dagens mange opgaver af Lone Bjerre. Der blev uddelt leer, save, økser og spader, og forårets vigtigste opgave var at fjerne det tørre græs, førnen, fra det område, hvor djævelsbid blomstrer sidst på sommeren. Derudover blev der gravet rødel- og pileskud op, og der blev arbejdet godt til i flere timer.
Dagen blev rundet af med fælles pizza og sodavand. Arrangementet var en stor succes, og deltagerne spændte i alder fra 1 til 80 år. Også de yngste havde en fest med økser og graveredskaber.
De næste arrangementer finder sted den 27. maj på Dyred Banke og den 30. august på Kratluskerengen. Nærmere detaljer vil kunne findes på vores hjemmeside når de bliver annonceret.
Det kan varmt anbefales at deltage i et naturplejearrangement. Man får et nært kendskab til et konkret naturområde og lærer samtidig mere om, hvad der skal til for at vedligeholde en høj naturkvalitet og styrke biodiversiteten i Odense Kommune.
Referent: Thomas Vorre