Odense Å
Odense Å og dens omgivelser er noget af det mest værdifulde natur vi har i Odense Kommune. Derfor er åen naturfredet. Desuden er åen beskyttet ved at være såkaldt ”Natura 2000 område”. Denne beskyttelse udgør sammen med tusindvis af andre Natura 2000 områder i EU, et helt net af værdifulde naturområder i unionen, som skal sikre naturtyper, dyrs og planters overlevelse.Den livgivende åre i dette område er Odense Å, som har sit udspring ved Arreskov Sø og løber ud i Seden Strand, Odense Fjord.
Fjernelse af opstemningen ved Dalum Papir.
Det nuværende 356 meter lange og meget stejle stryg fjernes sammen med opstemningen, og i stedet etableres et nyt stryg i samme længde. Det nye stryg får et betydeligt lavere fald (2 promille), hvilket sikrer en effektiv faunapassage, samtidig med, at det vil udgøre et velegnet levested for en lang række af dyrearterne i Odense Å. Vandstanden sænkes 1,2 m ved det nuværende stemmeværk, og en 3,6 km langsomt flydende stuvningszone opstrøms Dalum Papirfabrik forsvinder, og bliver til et mere naturligt vandløb. Billedet er fra rapporten: Faunapassage i Odense Å ved Dalum Papirfabrik. Skitseprojekt & konsekvensvurdering. Alectia 2013.
Det er bl.a. ved denne sø, som ligger tæt på Odense Å (i forgrunden), at DN Odense foreslår, man følger vandstanden, når vandstanden i åen på dette sted sænkes ca. 0,4 m som følge af fjernelsen af opstemningen ved Dalum Papir. Søen er genskabt i slutningen af 1970’erne, og tilhører naturtypen ”næringsrige søer med flydeplanter eller store vandaks” (naturtype 3150). Dens tilstand er ikke god, hvilket formentlig især skyldes tilførsel af næringsstoffer via flere års andefodring. SBH Consult vurderer med forsigtighed, at en fjernelse af opstemningen vil have relativt ringe betydning for søens tilstand, fordi den uden tvivl er afhængig af tilstrømmende grundvand. Se SBH Consult 2015: Fjernelse af opstemningen ved Dalum Papirfabrik. Konsekvensvurdering for habitatnatur og habitatarter i og omkring Odense Å.
De seneste 800 år har åen været opstemmet ved Dalum Papirfabrik, først af munkene/nonnerne ved Dalum Kloster, senere af Dalum Papirfabrik, som skulle bruge store mængder vand til papirfabrikken.
Denne 800 år gamle opstemning har betydet, at åens vandspejl er hævet med godt 1 meter opstrøms Dalum Papirfabrik. Gennem denne opstemning har de vådområder der er i ådalen, indstillet sig på et højere vandspejl, og der har indfundet sige et naturligt, værdifuldt planteliv der er tilpasset denne vandstand.
I ådalen findes f.eks. nogle fine enge og moser, herunder særlige rigkær, som er rige på planter der er tilpasset høj grundvandsstand. Det er f.eks. orkidéerne Maj-Gøgeurt og Kødfarvet Gøgeurt. Danmarks Naturfredningsforening var derfor noget skeptiske, da Odense Kommune fremlagde forslag om at fjerne opstemningen, og vi krævede dokumentation for, at man ikke mister vådområder og deres særlige planter i ådalen til gengæld for bedre forhold for fisk.
Vores bekymringer blev taget alvorligt og kommunen hyrede et anerkendt konsulentfirma, som nu har dokumenteret at ådalens naturtyper og planter ikke skulle tage skade.
Samlet set finder vi derfor, at det er en god ide at gennemføre projektet, der ændrer opstemningen til et mere naturligt vandløb, hvor fisk og smådyr kan passere på vej op eller ned ad åen, og som i sig selv indeholder gode levesteder for smådyr og planter og samt gydemuligheder for havørreder. Desuden forventes projektet at skabe bedre forhold for den i Danmark sjældne habitatart tykskallet malermusling, ligesom forholdene for odder forventes forbedret.
For en sikkerheds skyld skriver DN Odense til Odense kommune i anledning af deres fremlæggelse af forslaget om fjernelse af spærringen ved Dalum Papirfabrik. Vi fremfører her, at kommunen bør følge vandstanden i den sø der ligger syd for motorvejsbroen (over for Stenløseskoven). Desuden påpeger vi at man bør følge vandstanden i de elle- og askesumpe, der udgør en del af det såkaldte udpegningsgrundlag for Natura 2000 området Odense Å.
Om nødvendigt må kommunen slå en spuns langs å-bredden fra søen og nedstrøms åen i ca. 700 meters længde, for at holde den vandstand der er i søen og sumpene nu, hvis søen skulle tørre ud eller skrumpe ind og hvis elle- og askesumpene skulle blive mere tørre.